Med togrejse og vandring gennem Uét
Der er et unaturligt lys i lufthavnens afsnit E mod gate E20. Et lys, der får kaffeskummet på min cappuccino til at ligne skumtoppene på et laboratorieglas.
Jeg mærkede mit hjerte slå – ikke af spænding, men af slitage.
Jeg hørte min egen indre check‑liste gentage: pas, oplader, penge, håndtaske, noter til oplæg – og drik dit vand før tasketjek.
Og midt i lufthavnshurlumhej dukkede en vild tanke op:
“Hvad hvis jeg lod hjulene rulle, i stedet for at flyve?”
“Hvad nu hvis jeg rent faktisk rejste mere bæredygtigt?”
“Hvad nu hvis jeg lod rejsetid være udviklingstid?”
De spørgsmål fulgte med mig ud i frosten, helt ned ad rulletrappen til perronen.
Perron 4, Odense Banegård – en gryende idé på kolde skinner
Toget mod Hamburg stod klar 04:57. Nogen havde smidt en slat sne på perronkantens gule stribe, som om vinteren selv havde prøvet at tage et skridt mere end den måtte. Jeg steg ind i togvognen, fandt min plads og placerede min termokop med nescafe og baristahavre på det lille klapbord
Da vi rullede mod Fredericia, Kolding og sydover, blev jeg ramt af en følelse, jeg stadig har svært ved at beskrive. Som om tiden fik sin egen krop. Toget gyngede blidt, og dét gyng var en puls, jeg ikke skulle kontrollere – jeg skulle blot lytte til den.
Jeg åbnede notesbogen, men ikke for at skrive. Bare for at give tanken et sted at lande. I de næste 5 timer skete der noget, der havde været umuligt i vinterens lufthavne: Jeg mærkede, at tempoet udenfor og tempoet indeni begyndte at lyne sammen.
Teori U flytter fra whiteboard til nervesystem
Jeg har undervist i Scharmers Teori U i mere end ti år, tegnet U’et på mere end hundred tavler. Men på den togrejse gled modellen væk fra powerpoint og ind i mit centralnervesystem.
Min telefon lå i tasken (som den ellers sjældent gør) og derfor kunne jeg bare betragte morgendisen danse hen over markerne. Jeg SÅ uden at filtrere gennem skærm og linse.
Da jeg mærkede toget krænge ved grænsen, sansede jeg, hvordan kroppen tænkte med, og hovedet gik ned i gear.
Og der gik timer i toget i stilhed. Bare mig og rytmen og toget. Mit sind og min krop var så meget i ro, at jeg nærmest oplevede presencing i sin reneste form.
Lidt før Neumünster tegnede jeg skitsen: fem cirkler på et U, hver cirkel et døgn – det var krystalliseringen. Mine tanker og fornemmelser havde fundet en form.
Allerede på Hamburg Hauptbahnhof sneg prototyperne sig ind. Jeg vidste præcis hvem jeg skulle ringe til, og hvordan dette koncept skulle ud over rampen.
Første test: Fem ledere, én linje i kalenderen
Jeg slog et opslag op på LinkedIn og spurgte: “Har du mod på at rejse langsomt, men komme hurtigt ind i dig selv?” Det var der fem modige væsner der sagde JA TAK til.
Vi valgte at tage til Decin i Tjekkiet. Èn dags rejse til en ukendt by omgivet af smukke bjerge. Ingen slides, kun lydfiler optaget i min have med fuglesang i baggrunden og en notesbog, der skulle forblive tom, indtil ordene bankede på.
Vi havde 3 dage i Decin. Hver dag vandrede vi. Vi gik i tavshed. Senere talte vi, men kun i spørgsmål: Hvad ser du, som du ikke så i går? Hvor i kroppen bor dine beslutninger?
På tredjedagen, dybt i U’ets bund, sad vi på nogle store sten i en skov. Ingen post‑its, alligevel fløj idéer som gnister. Vi skrev løfter til os selv til næste morgen.
Hvor står jeg nu?
Jeg står på perronen igen – med tøj, der dufter af vandretur og et hjerte, der ved, at stille transport kan rykke hurtigere på det, der tæller.
Sporskiftet er en lille del af det rejsekoncept jeg tilbyder ledere og organisationer. Hvis dit indre spor længes efter stille skift, så send en mail til kristine @ karlshoej.co. Måske kan vi sammen skabe en udviklingsrejse der passer til jer – så jeres Sporskifte finder sin vej.
Må din næste rejse være langsom nok til, at du når hjem til dig selv, før du når destinationen.
KH Kristine
