Alt er design – også jeres næste forandring
Når folk hører ordet design, tænker mange på tøj, stole eller grafik. Det gør jeg også – men for mig, som er uddannet designer, er design meget mere end det. Design er en måde at tænke på. En måde at handle på. Et fundament.
Design handler om at skabe rammer, hvor noget nyt kan opstå. At tegne strukturer, der gør det muligt for mennesker at mødes, tale sammen, finde løsninger og skabe bevægelse. Når jeg taler om design, er det ikke pynt – det er drivkraften i udvikling.
Design – fundamentet under det hele
Ordet design har en lang historie – fra renæssancens skitser til industrialiseringens masseproduktion. Men i dag er design ikke bare formgivning af ting. Det er en måde at strukturere processer på. I Karlshøj & Co betyder design at sætte en kreativ proces i system – at rammesætte, så vi kan være både frie og fokuserede.
Som den engelske professor John Heskett har sagt: Design er, når vi mennesker formgiver vores omgivelser for at tilfredsstille behov og skabe mening. En stol er både et produkt og en proces. Pointen er, at alt, hvad vi skaber sammen, har et design.
I 1990’erne sagde Bruce Mau, at “Alt er design.” Dengang var det provokerende. I dag føles det naturligt. Spørgsmålet er ikke, om vi designer – men hvordan. Og for mig er svaret klart: vi kan bruge designbegrebet til at skabe meningsfulde forandringsprocesser.
Procesdesign – når kaos skal have rammer
Et procesdesign er en rejse. Vi starter ét sted og bevæger os et andet sted hen – men vejen er sjældent lige. Faktisk er det ofte i sidespringene, krumspringene og overspringene, at de bedste løsninger viser sig.
At arbejde med procesdesign kræver mod til at byde kaos indenfor. Mod til at være åben over for mange idéer og kulturer – og samtidig holde fast i en retning.
Hos Karlshøj & Co arbejder vi med en procesmodel, hvor ni områder er centrale: at se mennesker, skabe relationer, samtale, finde ind til kernen, skabe flow, holde fokus, gøre det vi siger, gentage og forfine, og at være nærværende og autentiske.
De ni områder fungerer som kompas, uanset om jeg designer en stor strategi, en konference eller en vandretur for ledere. De minder os om, at gode processer kræver både struktur og medmenneskelighed.
Design Thinking – kreativitet i system
Design Thinking er en metode, der gør design tankegangen praktisk. Det handler om at starte med mennesker frem for løsninger. At lytte, forstå og sætte sig i andres sted, før vi tegner og bygger.
Metoden bevæger sig i fem faser:
- først lytter vi og skaber empati
- så afgrænser vi problemet
- derefter åbner vi op for idéer
- vi gør idéerne konkrete gennem prototyper
- og til sidst tester vi dem.
Hele vejen igennem arbejder vi visuelt, bygger modeller, tegner og prøver af. Det særlige er, at vi ikke venter til sidst med at lære. Vi lærer hele tiden. Vi tester, justerer, gentager. Og fordi vi gør det sammen med menneskerne, der skal bruge løsningerne, bliver de både mere relevante og mere holdbare.
Design Thinking – faser og model
Når vi arbejder med Design Thinking, bevæger vi os bevidst ikke-lineært: vi skifter mellem divergent (kreativ, åbnende) og konvergent (analytisk, fokuserende) tænkning. Vi tegner, modellerer og bygger små prototyper, fordi tale og tekst sjældent er nok — vi lærer ved at gøre.
Faser i designtænkning:
Empathize – vi starter med en udfordring og går tæt på mennesker og kontekst. Nysgerrighed og observation skaber empati. Start med det gode spørgsmål.
-
Define – vi kvalificerer problemforståelsen, samler data og indsigt, forstår kultur og rammer — og afgrænser.
-
Ideate – vi åbner bredt og udvikler mange muligheder: brainstorm, benspænd, post-its, flowskrivning, billedkort m.m.
-
Prototype – vi tingsliggør idéer som produkter, services eller processer. Det kan være simple skitser eller fysiske modeller — pointen er feedback.
-
Test – vi tester flere gange undervejs, justerer og gentester, indtil løsningen faktisk rammer behovet.
Tilgangen — formet af praksis bl.a. hos IDEO — bygger på nogle grundprincipper: kvalificér problemforståelsen med mange perspektiver (og vær villig til at redefinere), kvalificér idéer løbende sammen med brugere/interessenter, brug visuelle og taktile metoder til at gøre viden tydelig, byg prototyper og få hurtig feedback, og vær nysgerrig: lyt, lær, og lad ny indsigt ændre idéerne.
I hjertet står balancen mellem Mennesker – Teknologi – Økonomi (desirability, feasibility, viability). Brugt i forandringsledelse gør Design Thinking processen mere intuitiv og inddragende — og løsningerne mere relevante, mulige og bæredygtige i praksis.
Adfærdsdesign – de små skub
Nogle gange er det ikke de store planer, der gør forskellen, men de små skub i hverdagen. Det er essensen af adfærdsdesign: at ændre omgivelserne, så mennesker lettere vælger den ønskede vej.
Adfærdsdesign bygger på viden om, hvordan vi træffer beslutninger – ofte ubevidst. Et farvespor på gulvet kan guide os mod skraldespanden. En lille barriere kan ændre vores rute. Et enkelt greb kan ændre en vane.
Da jeg var leder af Kulturhuset Nicolai for børn, brugte vi adfærdsdesign til at guide gæsterne gennem huset. Med farvekoder, dufte og små forhindringer hjalp vi folk til at få en bedre oplevelse. Små justeringer, stor forskel. Hvis du vil dykke mere ned i emnet, kan du lytte til Morten Münsters podcast Adfærd.
Hvis du har lyst til flere podcast, så dyk ned i vores egene podcast NÆSTE SKRIDT – En vandrende podcast om ledelse. Du kan fx. vælge episode #8 der handler om procesdesign.
Design som mindset
Når vi kobler procesdesign, Design Thinking og adfærdsdesign, ser vi det tydeligt: Design er et mindset.
Det handler om at skabe rammer, hvor mennesker kan tænke frit – og alligevel finde retning. Om at acceptere kaos – og stadig skabe flow. Om at bygge løsninger sammen med mennesker – ikke bare til dem.
Alt er design. Spørgsmålet er bare, hvordan vi vælger at bruge det.
Næste skridt for jer
Måske står I midt i en forandring, hvor det hele føles komplekst. Måske mærker I, at I har brug for en ramme, hvor medarbejdere og interessenter faktisk bliver hørt – og hvor løsninger ikke bare bliver snakket frem, men levet frem.
Det er præcis dér, jeg kan hjælpe. Jeg designer og faciliterer forandringsprocesser, hvor struktur og kreativitet mødes, hvor mennesker får ejerskab, og hvor handling faktisk sker.
Læs mere om facilitering af forandringsprocesser – eller tag fat i mig her, hvis vi skal designe jeres næste forandring sammen.
Mail: kristine(@)karlshoej.co









